Mandags analyse 27-10-25
Køge Nord FC - Albertslund BS72
Kampfakta:
Køge Nord FC 2-1 Albertslund BS72
27’: 1-0 Mikkel Madsen (Køge) - assist: Mathias Andersen
45+2: PAUSE
55’: 1-1 Emil Petersen (BS72) - assist: Sebastian Frederiksen
90+4: 2-1 Mustafa Simsir (Køge) - assist: Mathias Andersen
90+7: Kamp slut
En blæsende og regnfuld aften i Køge
Fredagskamp… Det bliver nok aldrig vores kop the. Vi har i denne sæson fire fredagskampe, og har i disse kampe blot fået 1 point. Ikke desto mindre var det igen på menuen, da vi på denne regnfulde og blæsende fredag skulle på besøg hos Køge Nord FC.
Køge Nord FC, som også kaldes “Klubben ved afkørsel 32”, ligger blot et stenkast fra den befærdet Køge Bugt Motorvej. Man skal ikke skyde meget forbi, før man enten sender bolden på “roadtrip” eller med regionaltoget mod Odense.
Klubben som før hed Rishøj Boldklub løsrev sig fra idrætsforeningen af samme navn tilbage i 2004. I 2016 fik klubben en stor økonomisk saltvandsindsprøjtning, da komikeren Andreas Bo trådte ind i klubben som elitechef. Kort efter hans ankomst (2017) skiftede klubben navn til navnet “Køge Nord FC”, som vi kender dem i dag.
Til trods for kulde, regn og vind var der godt humør at spore i Køge Nord ved vores ankomst. De var nemlig glade for at se os, da vi runden inden havde “hjulpet” Køge Nord op på førstepladsen, ved at besejre Avedøre med hele 6-0 runden før. Matchbolden var derfor nu at finde hos Køge Nord inden vores indbyrdes opgør.
Fodbold kan være ubarmhjertigt
Vi havde en god fornemmelse inden kickoff, og det var tydeligt, at drengene havde taget selvtilliden med fra forrige rundes storsejr. Køge Nord havde alt at spille for, og vi kunne tydeligt mærke et Køge Nord mandskab som ville gøre alt for de 3 point. Vi blev sat under et massivt pres fra starten, og havde svært ved at finde rytmen. Det var derfor heller ikke ufortjent, at Køge Nord kunne bringe sig foran med 1-0 efter 27 minutters fodbold. Vi har haft svært ved at stå imod ved defensive dødbolde, og det var netop ved et hjørnespark, den var gal igen. Vi fik ikke fulgt vores mand i feltet, og Køge Nord kunne derfor frit heade bolden i kassen.
Efter scoringen fik vi dog bedre fat. Resten af 1. halvleg åd vi os mere og mere ind i kampen, og vi kunne slutte af med en god følelse.
I pausen snakkede vi om, at vi skulle blive ved, så skulle vi nok kunne drille topholdet.
2. Halvleg blev derfor en helt anden historie. Vi satte os tungt på spillet og havde flere store chancer, samtidig med at vi holdt Køge Nord fra at blive farlige.
Vi skulle frem til 55' minut før udligningen indtraf. Emil Petersen fulgte flot op på en returbold, hvor keeperen ikke kunne holde Sebastian Frederiksens skud, og lagde flot bolden i netmasken.
Efterfølgende lagde vi yderligere pres på Køge Nord. Vi havde flere store chancer, bla. to skud på overliggeren. Men men men… Til sidst gik det alligevel galt.
I overtiden satsede Køge Nord alt, da de ikke ville kunne bruge det ene point til særlig meget. De sidste 6-7 minutter blev ren overlevelse for os, men med 3 minutter igen gik det galt. Fra en spids vinkel kunne Mustafa Simsir flot lægge bolden over i modsatte side, til stor jubel og glæde for Køge Nord.
Vi var selvsagt meget skuffede efter kampen, hvor vi endnu engang beviste, at når vi rammer niveauet, som vi ved vi har, så hører vi til i toppen af serie 1. Samtidig var vi også utroligt stolte over den flotte præstation, holdet leverede.
Med blot to runder tilbage begynder det nu at blive rigtig spændende. På lørdag har vi årets sidste “SuperLørdag”, hvor vi tager imod Høng GF, med en tidlig kickoff kl. 11:30.
Vi håber at se jer allesammen i BS-PARKEN!
Stillingen efter 11. spillerunde:
