Mandags analyse 10-11-25
En oversigt over sæsonen
Der er ikke meget at skrive hjem om, efter 1. herreseniors sidste kamp ude mod Roskilde Boldklub. Kampen endte 0-0, og mindede mest af alt om en kamp, hvor spillerne fra begge hold var gået mentalt på vinterferie. Vi bringer derfor her en lidt anderledes “Mandagsanalyse”, hvor vi kigger nærmere på sæsonen for seniorafdelingen.
1. Herrersenior - Et historisk halvår i serie 1
Med oprykningen i sommers skulle vores 1. herresenior for første gang i klubbens historie spille i serie 1. En historie i sig selv, men spillerne og trænerteamet var ikke kommet for “bare at være med”. Målsætningen for sæsonen var klar: Overlevelse i serie 1.
Sæsonen startede også godt . Nogle nye spillere kom til klubben, hvilket gjorde at vi fik den efterspurgte bredte. Sæsonen har haft et gennemgående tema: Vi har været for dårlige på udebane - især fredagskampene.
5 point (1. sejr og 2. uafgjorte) ud af 21 mulige er det blevet til. Fredagskampene er en historie i sig selv, hvor vi blot har formået at få 1 point ud af 12 mulige. Vi har skrevet det før, og nævner det gerne igen. Der burde være en regel om hverdagskampe, hvis modstanderen holder til x antal kilometer væk. Det skal dog ikke være en undskyldning, men nærmere en forklaring på de manglende resultater. Vi skal forbedre denne del, da der helt sikkert vil komme flere fredagskampe i fremtiden.
Hjemmebanen har dog været en helt anden sag, hvor vi ikke har tabt i denne sæson. De eneste point vi har sat til, var i sæsonens første kamp, hvor vi spillede uafgjort (1-1) mod Holbæk B&I, og hvor vi i øvrigt brændte et straffespark i overtiden.
Det er ellers blevet til flere flotte sejre, hvor vi bla. slog det daværende førerhold fra Avedøre IF med hele 6-0, og senest Høng GF med 5-1. Vi endte med en hjemmebane målscore på hele 21-5.
BS-Parken er blevet til et fort, og det kan vi takke alle jer tilskuere og frivillige for.
Vi endte på en flot 5. plads i vores første sæson i serie 1.
Nu er spillerne gået på ferie, og nogle har snøret futsal-skoene og skal forsvare BS72 i 1. division. Målet for næste sæson i serie 1 må vi vente med at melde ud. Men der er ikke nogen tvivl om, at målsætningen bliver hævet.
Stillingen efter sidste spillerunde:
2. herresenior - en svær sæson med en lykkelig slutning
Ligesom 1. herresenior kunne vores 2. herresenior i sommers fejre oprykning, fra serie 4 til serie 3. Her var målsætningen også klar: Overlevelse i serie 3.
Drengene kom flyvende ud til sæsonen, hvor man i første kamp vandt 4-0 på hjemmebane over Kontra BK. Efterfølgende kom man ned på jorden igen, da holdet løb ind i flere nederlag. Det stod derfor klart, at holdet skulle kæmpe for at undgå nedrykning. Det gjorde drengene, og i de sidste runder begyndte resultaterne at komme. Først spillede man to kampe uafgjorte, inden holdet endelig kunne synge sejrssang med en 1-3 sejr ude over Vallensbæk IF. I sidste runde måtte Glostrup melde afbud, hvilket gav en skrivebordssejr til os. Nu var der blot at vente på resten af resultaterne for at være sikre på at undgå nedrykning, og det faldt heldigvis ud til vores fordel, så vi har en sæson mere i serie 3.
Stillingen efter sidste spillerunde:
Kvindesenior - en sæson med udskiftning
Vores kvindesenior stod overfor endnu en sæson i Kvindeserie Øst. Der var sket udskiftning i trænerteamet op til sæsonen, hvor Andreas Krog og Bjarne Jensen havde valgt at give stafetten videre. Vi ansatte Maria Dong-Kruse som ny cheftræner med Lucas Christensen som assistenttræner.
Sæsonen startede med et nederlag til Nykøbing FC, inden pigerne kom ind i en lille stime med to sejre. Herefter begyndte resultaterne at gå imod os. Præget af skader i truppen og afbud af forskellige årsager gik pigerne en svær tid i møde. Samtidig valgte klubben at ophøre samarbejdet med Maria Dong-Kruse, efter fælles aftale.
Kvindesenior stod nu i en svær situation. Uden trænerteam og flere nederlag i træk. Så hvad gør man? Man ringer selvfølgelig til Batman og Robin! Som de store klubmennesker de er, med et bankende BS-hjerte, trådte Andreas Krog og Bjarne Jensen til igen, og ville stå i spidsen for holdet de sidste 3 kampe. Her blev det til 4 point og man sluttede derfor flot af.
Pigerne var aldrig i fare for at rykke ned, og sluttede dermed på en 7. plads.
Der skal lyde et kæmpe stort TAK til Krog og Bjarne for at træde til!
Stillingen efter sidste spillerunde:
Det var alt for mandagsanalysen i denne omgang. "Den hemmelige skribent” går nu på en velfortjent ferie fra skriveriet, men vender troligt tilbage til foråret.
Jeg vil gerne takke alle jer som har læst med.
“Mandagsanalysen” var et sats fra klubben, hvor vi forhåbentlig kunne nå længere ud til læserne. Ris og ros modtages gerne - er der noget der skal ændres, fjernes eller tilføjes? Som alting i livet, så skal det være konstruktivt. Det er ikke anderledes her, hvor konstruktiv kritik bydes velkommen, som når solen bryder igennem et skydække.
Kontakt gerne vores Facebookside, hvis man har kommentar til ovennævnte.
TAK!
// Den hemmelige skribent
