Det var en flok forventningsfulde spillere og ledere der kl. 06,00 torsdag d. 4.8 mødtes i BS, og satte sig i bussen med kurs mod Vildbjerg-cup. Efter en pause i Vejle hvor alle spillere fik et BS halstørklæde og en BS-hue, blev spillerne og lederne sat af på Vinding Skole i Sørvad, 10 km fra Vildbjerg kl. 11,45, hvor de blev indlogeret i 3 soverum.
Herefter tog de shuttle-bussen til Vildbjergs store idrætsanlæg, for at deltage i den store indmarch. Netop som indmarchen begyndte, kom regnen desværre, men det var et flot skue at se mere end 8000 deltagere marchere gennem byen og ind på stadion, for her at blive budt velkommen af Herning Kommunes borgmester.
Om eftermiddagen spillede alle 3 hold deres første kampe i puljerne, som så fortsatte med yderlige 2 kampe fredag formiddag:
Resultaterne blev:
U15 PIGERNE:
Puljekampe: Aars IK: 1 - 1 - Aabyhøj 1 - 1 - Vildbjerg SF: 2 - 1.
Pigerne spillede og kæmpede rigtig flot i alle kampene. I kampen mod Åbyhøj udlignede vi kort før tid på et fantastisk flot frisparksmål, som de fleste af os havde set over, men så lige så stille sejlede ind i målhjørnet. Super flot. Vi blev nr. 2 i puljen med 5 point og fortsatte i vinderrunden til 1/16 finalerne lørdag morgen hvor modstanderne var B52/AFC. I en tæt kamp tabte vi 0 - 1, efter vi havde haft et par gigantiske chancer i starten af kampen, som vi burde have udnyttet. En blottelse ved et indkast kostede desværre målet. Pigerne var herefter ude af turneringen efter en rigtig flot præstation.
U16 DRENGENE:
Puljekampe: Sjørring B1: 2 - 2 - Vildbjerg SF: 1 - 1 - TuS Tensfeld(Tyskland) 1 - 1.
I begge de 2 første kampe førte vi til der manglede under 1 minut, men modstanderne udlignede i begge kampe på hovedstød efter hjørnespark - ærgerligt. Selvom vi gik ubesejret i gennem puljen sluttede vi sidst som nr. 4 med 3 point. Det betød at holdet fortsatte i "taberrunden" om lørdagen hvor de mødte Hundvåg FK (Norge). Nordmændene var en anelse bedre end os, i en kamp hvor vi ikke fik produceret mange chancer og tabte 0 - 1. Drengene var herefter ude af turneringen.En rigtig flot præstation af vores drenge, ikke mindst taget i betragtning af, at de mødte hold der alle var mindst eet år ældre.
U12 DRENGENE:
Puljekampe: Randers Freja: 9 - 5 - Svendborg: 1 - 1 - Skørping IF 3 - 1.
Den første kamp mod Randers Freja blev den mest målrige i de indledende pulje under hele Vildbjerg Cup. Efter 10 min. førte vi 5-0, men midt i 2. halveg var stillingen pludselig 6-5, hvorefter vi lukkede kampen med 3 hurtige mål. Holdet gik ubesejret i gennem puljen og sluttede som nr. 1. Det betød at holdet gik i finalerunden og direkte til 1/8 finalerne, hvor modstanderen var Løgstør IF. efter en tæt 1. halveg var vi bagud med 0-1, mens vi fuldstændig sad på 2. halveg, men vi formåede desværre kun at score én enkelt gang og derved udligne. Herefter skulle kampen afgøres på flest hjørnespark. Alle rundt om banen var enige, her stod der 4-4. Der var da heller ingen jubelscener hverken hos os el. hos Løgstør da dommeren fløjtede af. Men et ½ minut efter kampen var færdig, meddelte dommeren, at der stod 5-4 til Løgstør i hjørnespark, som dermed havde vundet kampen, og nu de brød de ud i jubel. Vi var tossede, dommeren blev "overfaldet" og svinet til. Vi indgav protest, men fik selvfølgelig ikke medhold.Yderligere mere ærgerligt var det, da han 2 min. før kampen snød os for et hjørnespark, da Løgstørs målmand parrede bolden ud over baglinien. Så faktisk burde VI have vundet med 5-4 på hjørnespark. At han så yderligere snød os for mindst eet straffe, gjorde jo ikke hans præstation bedre, ja han var faktisk en katastrofe. Uheldigt, for alle de øvrige dommere vi havde haft i alle vores kampe var faktisk rigtig gode. Det var derfor en flok skuffede drenge og trænere, der måtte forlade Vildbjerg-cup for denne gang efter en superflot præstation.
Både fredag og lørdag aften var der OPEN AIR diskotek, og ellers hyggede spillerne sig sammen, specielt vores 2 store ?hold?. Hos U 12 drengene havde næsten alle deres forældre med, som boede på campingpladsen ved banerne. Her hyggede man sig sammen, forældre og drenge.
Søndag formiddag gik turen tilbage til Albertslund, og det var en flok trætte spillere der tog afsked med hinanden ved 16 tiden i BS, efter en fantastisk tur.
8000 spillere fra 14 nationer , 1000 frivillige hjælpere, 600 kampe på 32 baner, det fortæller lidt om stævnets størrelse. Og alt klappede bare perfekt. Det var 33. gang at stævnet blev afholdt.
En yderst vellykket tur er overstået. En stor tak til alle vore spillere for eksemplarisk opførsel. Tak til vore trænere/ledere, der brugte 4 dage af deres sparsomme fritid på, at give deres spillere denne store oplevelse, og sidst en stor tak til de forældre der havde taget turen med, for at bakke op. Det luner.
Gert Andersen